Antal indlæg: 3630 Tilmeldt: 20.02.09 Status: Offline
I 2010 står tre nye vanvidshøje hoteller klar til at modtage gæster for første gang. Se, hvor i verden du kan sove i en halv kilometers højde.
Hvis man døjer med akrofobi, så har man angst for højder. Og mange hundredetusinde mennesker har det faktisk rigtig dårligt med at befinde sig i de øvre luftlag.
Det er nok ikke lige den befolkningsgruppe man har haft i tankerne, da man planerede Abraj Al Bait Towers i Saudi-Arabien, Ritz-Carlton i Hongkong og The Emirates Park Towers i Dubai. For udover, at alle tre hoteller efter planen forventes at stå færdige til at modtage gæster i løbet af 2010, så lander trioen på en samlet gennemsnitshøjde på 490 meter. Og det er jo lige til at få rumlen i maven og svedige håndflader af …
De allerhøjeste hoteller bygges i Asien og Mellemøsten med Saudi-Arabien, Dubai, Shanghai og Hongkong som de byer, der bygger vildere og højere end noget andet sted på jorden. Flere af de allerhøjeste hoteller optager dog kun de øverste etager i nogle af verdens højeste bygninger - andre har det hele for sig selv.
Vil man bare have en snert af, hvad det vil sige at bo i næsten en halv kilometers højde, kan man besøge hotellernes panoramabarer - for eksempel 9 Clouds, der ligger på 87. etage i Shanghai. Hvis altså ikke akrofobien slår ud i lys lue.
Vi har samlet et felt af de 10 højeste hoteller i verden. Vi har både taget hoteller under opførelse såvel som de allerede etablerede med. Vi begynder med gigantprojektet Abraj Al Bait Towers i Saudi Arabien.
Hvor: Mekka, Saudi-Arabien
Højde: 595 meter
Byggeår: Står færdigt i 2010
Abraj Al Bait Towers er også kendt som Mecca Royal Clock Hotel Tower. Og det er der to grunde til. For det første bliver bygningen opført meget tæt på muslimernes hellige sted, Kaabaen, i Mekka. For det andet fordi, der på hver sin side af bygningens tårn vil være et gigantisk ur på 80 meter i bredden og 80 meter i højden.