---

Jeg giver til hunde.

Da vi boede i Ban Kapi havde vi en hund der hed Ming, en lille hvid uldbold der elskede mig, og jeg elskede hende.

Desværre sejlede jeg dengang, og måtte forlade hende hver 6. måned.
Efter jeg var rejst lå hun en uge på verandaen og ventede uden at spise.

Hun døde desværre efter at være blevet gravid med en langt større hund.

Hun fik en hvalp vi kaldte Porkie, ham mødte jeg senere, først kunne han ikke huske mig, men da vi havde overnattet i huset i Ban Kapi efter vi var flyttet til Bangkok, så sad han udenfor huset om morgenen og ventede på mig.

Det var en meget speciel følelse at en hund kunne huske mig efter så lang tid, jeg sad med en kop kaffe, og armen om min lille ven, og bagefter viste han mig rundt i sit nye område, ingen andre var vågne, og han var stolt af at vise mig rundt.

Senere samme dag rejste vi tilbage til Bangkok, og Porkie stod med sin nye familie og viftede Good Luck til os.

Det var måske min bedste morgenkaffe hidtil.