Sådan har du aldrig set Bangkok før
Skrevet af ADM d. 25/10/2011 03:07:34

Udvidet nyhedstekst

Over 350 er omkommet efter oversvømmelser, og nu skal endnu flere evakueres.

Thailand er ramt af de værste oversvømmelser i et halvt århundrede.

Vandmasserne giver problemer i en tredjedel af landet, hvor omkring 356 mennesker er omkommet, mens over 100.000 er tvunget væk fra deres hjem, og op mod en million indbyggere er blevet midlertidigt arbejdsløse.

Også hovedstaden Bangkok er påvirket af oversvømmelser. Flere af forstæderne mod nord er oversvømmet, men indtil nu er centrum blevet forskånet for de mest massive vandproblemer.

Fabriksområder ligger under vand

Myndighederne kæmper desperat for at lede vandmasserne udenom bykernen og videre ud i havet.

Bangkoks borgmester siger, at det er helt afgørende, at byen bliver beskyttet, fordi vandet truer landets økonomiske hjerte.

”Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om befolkningen uden for Bangkok,” siger Sukhumbhand Paribatra til BBC News.

Norske Nettavisen skriver, at indbyggerne i det centrale Bangkok i flere dage har hamstret både vand og mad, og at mange butikker er udsolgt for vand og enkelte typer madvarer.

Imens er indbyggere i store områder blevet evakueret herunder fangerne i et fængsel i Bangkok med over 2.000 indsatte. Værst ser det ud i industriområderne Lat Krabang og Bangchan nord og øst for Bangkok, hvor over 300 fabrikker er oversvømmet med flodvand.

Krokodiller i vandet

Myndighederne frygter endvidere, at over 100 krokodiller svømmer rundt i det oversvømmede vand i Bangkoks nordlige forstæder, fordi en krokodillefarm blev oversvømmet.

Hidtil har redningsmedarbejdere aflivet seks eksemplarer af det farlige rovdyr.

Det er den seneste måneds monsunregn og efterfølgende oversvømmelser, der for tiden skaber problemer i lande som Thailand, Cambodia, Laos og Vietnam.

Over otte millioner mennesker vurderes at være berørt af oversvømmelserne.

kilde jp