Thailands leder foreslår folkeafstemning om sin fremtid
Skrevet af ADM d. 08/12/2013 13:38:48

Udvidet nyhedstekst
Den thailandske premierminister Yingluck Shinawatra lover at gå af, hvis hun taber en folkeafstemning.

Den hårdt pressede thailandske premierminister Yingluck Shinawatra foreslår at lade thailænderne afgøre hendes fremtid ved en folkeafstemning. Og hun lover at gå af, hvis hun taber den, siger hun i en tv-tale.

I de seneste uger har titusindvis af demonstranter protesteret i hovedstaden Bangkoks gader. Aktivisterne mener, at Yingluck Shinawatra kun er en marionetfigur, og at landet i virkeligheden styres af hendes korruptionsdømte bror Thaksin Shinawatra.

- Vi bør gennemføre en folkeafstemning, så folket kan beslutte, hvad vi skal gøre, siger Yingluck Shinawatra.

Opbakning på landet

Søskendeparret har stor opbakning ude i provinserne blandt landbefolkningen, og derfor vil Yingluck Shinawatra formentlig vinde folkeafstemningen.

Oppositionslederen Suthep Thaugsuban har opfordret til, at man i stedet for nedsætter et såkaldt folkets råd, der skal bestå af gode mennesker som erstatning for den nuværende regering.

Yingluck Shinawatra har afvist idéen og kaldt den udemokratisk og forfatningsstridig. Hun forsøger dog at imødekomme aktivisterne.

Endelig demonstration mandag

- Jeg er villig til at lytte til demonstranternes forslag. Jeg er ikke afhængig af min stilling. Jeg er klar til at træde tilbage og opløse parlamentet, hvis et flertal i den thailandske befolkning kræver det, siger hun.

Suthep Thaugsuban har indkaldt til en endelig demonstration mandag, der ifølge oppositionslederen skal tvinge Shinawatra fra magten.

Demonstranterne har imidlertid tidligere givet premierministeren ultimatummer uden succes.

Vrede over amnesti

Demonstranterne er vrede over, at Yingluck Shinawatra har forsøgt at få vedtaget et amnesti, der vil gøre det muligt for Thaksin Shinawatra, der er tidligere premierminister, at vende tilbage fra sit eksil.

Thaksin har en fængselsstraf for korruption hængende over hovedet, hvis han vender tilbage til Thailand. Premierministerens bror blev afsat ved et militærkup i 2006.

kilde dr.dk