Lørdag aften sad jeg og så TV2 Nyhederne, som fortalte historien asylansøgeren fra Afghanistan, der ifølge FN-konventioner har fået fejlagtigt afslag på sin asylansøgning i Danmark. Derfor er det åbenbart nu rigets fornemmeste opgave at opstøve manden i Afghanistan og hente ham hjem til Danmark, så han kan få sit retmæssige, livsvarige, skattebetalte ophold. Altså satte det offentlige Danmark himmel og helvede i bevægelse og i overensstemmelse med deres sædvanlige effektive indsats, lykkedes det TV2-journalisten at finde manden først.
Historien er hjerteskærende, hans forsvarer udråbte sin glæde i telefonen og her ude i Aarhusforstaden kunne jeg næsten høre hvidvinsglassenes klirren fra samtlige kønsløse, midtbyslogerende speltpar, der skålende lykønskede hinanden med, at Danmark er sådan et anstændigt land. Imens sad jeg med en stille undren og tænkte på de to danske sømænd, Søren og Eddy, der i skrivende stund har befundet sig 781 dage som gidsler hos somaliske pirater, uden at nogen gider bekymre sig om dem.
På den ene side har vi en afghansk mand, der ingen tilknytning har til Danmark bortset fra, at han har søgt asyl her. Han er blevet afvist, fordi der ingen beviser er fundet på, at han har været eller er i risiko for at blive udsat for tortur. En virkelighedsfjern FN-konvention, der mistede enhver jordforbindelse omkring John F. Kennedys præsidentindsættelse, har omgjort sagen, og derfor gør vi alt for at hente ham "hjem".
På den anden side har vi Søren og Eddy, der er danske statsborgere, den ene født og opvokset i Danmark. De er i forbindelse med deres arbejde blevet kidnappet og bortført af somaliske pirater. De er beviseligt blevet udsat for tortur, for fangenskab i uvished i så lang tid er uden tvivl forfærdelig psykisk tortur. Alle har kendt til deres situation i flere år og alligevel gøres der intet for dem. Intet.
I modsætning til Søren og Eddy har afghanermanden en sag, der er langt mere interessant for eliten. Det er en principsag, som understreger vores evigt anstændige udsyn i en globaliseret verden og ikke mindst vigtigheden af FN-konventionerne, som Zenia Stampe og de andre medlemmer af den evigt kværnende og fordømmende godhedsindustri bruger som grundlag for den fortsatte nedbrydning af nationalstaterne. Resultatet er, at vi ignorerer vores egne og arbejder for nogle andre i den evigt selvhadende retfærdigheds ånd.
Skulle en af de gode og elitære kulturradikale været nået så langt som hertil i mit indlæg, vil han eller hun lige nu sidde og fnyse hånligt. Jeg sammenligner naturligvis æbler og bananer. Det er provinsielt at interessere sig for Søren og Eddy, ikke? Dansk Folkeparti-agtigt, du ved. Sådan en irriterende enkeltsag, som man er lidt dum, hvis man omtaler. Populistisk, endda, udspyr de, som om ethvert emne, der har folkets interesse, bør ignoreres af samme årsag. I øvrigt er det rederiets ansvar. Nej, hvis det er Danmarks opgave aktivt at importere folk fra den anden side af kloden, der intet har med vores land at gøre, og som uden tvivl vil bidrage ensidigt med udgifter og besvær, er det fandeme også Danmarks opgave at befri vores to stakkels statsborgere.
Jeg ved godt, at Danmark mistede al selvværd i 1864, og at de seneste tre generationer af danskere har bestået af horder af feminiserede tøsedrenge, men jeg fatter ikke, at vi ikke sender en flok jægersoldater ned for at befri de to stakler i Somalia. Det ville da være fremragende træning for vores eliteenheder. Hvem fanden bekymrer sig om, at det officielle Somalia sikkert ville beklage sig. Hvad skulle de gøre? Kaste bananer efter os? Sende en heksedoktor efter vores FN-diplomater? Spille bongo til vi overgiver os? Nægte at modtage vores ulandsbistand? Jeg tvivler på, at de overhovedet ville opdage sådan en aktion, selv hvis soldaterne kom til at klippe en militærperson under missionen. Enhver uniformsbærende person i Somalia ligner en, der lige har dræbt ham, der sidst havde den på. Hver og en.
Måske burde jeg være glad for, at vi intet gør for danske statsborgere, der er kommet i knibe i udlandet. Med den udvanding, der i de seneste 30 år er foretaget af værdien af danske statsborgerskaber, ville vi ruinere os selv ved at lave et eksempel ud af Eddy og Søren. For så ville vi efterfølgende være forpligtet til at hjælpe, hver gang en af vores 360.000 importerede, stolte "danskere" kommer i klemme under ferier i deres oprindelige hjemlande. For eksempel, når "helt tilfældige" "danske turister" kastes i spjældet i Israel. I ved, et af de lande, der stadig har selvværd og selvrespekt og som gør noget for at bevare det.
Nå, men der er vel ikke så meget mere at sige til dette. Jeg håber, alle I liljehvide vælgere derude i de pæne stuer med alle jeres korrekte kunstværker og bøger sidder med en rigtig dejlig fornemmelse i maven. Jeg håber, I føler jer rigtig, rigtig anstændige ved sådan at hjælpe en fremmed og totalt pisse på jeres egne. "Uhm, det er jo næstekærlighed," siger du dumt, mens du holder pistolen for panden af denne dyd, du har taget som gidsel fra det kristne værdisæt, du selv for længst har forkastet. Selvom jeg lykønsker jer for, at I muligvis har fundet en asylansøger, der teoretisk set kan være forfulgt, så bør vi altså tage os af vore egne først. Men jeg ved jo godt, at I ikke ser sådan nogle som Søren eller Eddy som jeres egne. Jeres eneste fællesskab er, at I er statsborgere i et land, der ingen mening har for jer. Et land, der engang havde stolthed, men som nu er godt på vej til opløsning i jeres fantastiske, harmoniske og frem for alt utopiske multikultur.
I har været drivkraften i opløsningen af de landegrænser, hvis bolværk er en af de få tilbageværende, fungerende mekanismer i en verden, der langsomt bliver mindre, og som har behov for stærke, frie og demokratiske nationer, der samarbejder i frivillighed med respekt for hinandens suverænitet. Måtte I rådne op i jeres fine hjem. Hvis I engang kommer i samme situation som Søren og Eddy, så kommer der heldigvis heller ikke nogen og hjælper jer. Det har I selv sørget for.
Lignende tråde