Antal indlæg: 347 Tilmeldt: 25.05.09 Status: Offline
I 1992 etablerede det tyske postordrefirma Quelle en indkøbsafdeling i Bangkok. Firmaet ønskede at købe billige produkter fra den thailandske industri, som var vokset stærkt op gennem firserne, for at sælge dem pr. postordre i nogle europæiske lande. Det var navnlig konfektion, det drejede sig om, men også andre industriprodukter kom i betragtning, bl.a. mikrobølgeovne i stor stil.
Firmaet etablerede et kontor på ottende etage i kontorbygningen ved Central Department Store, som lå på hjørnet af Ploenchit Road og Chidlom Road. Imidlertid havde firmaet et problem. I hovedafdelingen i Franken Sydtyskland, hvor firmaet hørte hjemme, var der mange medarbejdere, der ikke kunne tale eller skrive engelsk, men som foretrak at udtrykke sig på tysk, et sprog de thailandske ansatte på indkøbskontoret i Bangkok absolut ikke forstod. Man var derfor dårligt i stand til at kommunikere om bl.a. produkternes design og kvalitet.
Dette var baggrunden for min ansættelse på oversættelseskontoret B.O.F. International Co., Ltd., som havde kontor på samme etage i bygningen. Oversættelseskontorets ejer, som var efterkommer af kong Chulalongkorn og havde den adelige titel morm ratchawong, (M.R.) indgik nemlig en aftale med tyskerne om, at B.O.F. skulle oversætte den tyske korrespondance til engelsk, så thailænderne kunne forstå den, hvorefter han ansatte mig til at udføre oversættelsesarbejdet. Om morgenen i tidsrummet 10 - 12 skulle jeg oversætte det tyske, mens jeg om eftermiddagen skulle oversætte i andre sprogkombinationer, navnlig thai-engelsk.
Jeg havde det mageligt. Efter en tur ad ekspresvejen fra Bangna stod jeg hver morgen af bussen på New Petchburi Road ved hovedsædet for Siam Commercial Bank. Ved indkørslen til banken stod en affaldsbøtte, hvor der øverst lå et eksemplar af dagens udgav af Bangkok Post, som Mrs. Jada, bankens direktør, havde smidt fra sig efter at have læst den i sin Mercedes undervejs til banken. Den samlede jeg op for at læse den i frokostpausen. Derpå stod jeg på en motorcykeltaxi, kørte over klong Saen Saeb ad Chidlom Road og stod af ud for
Chidlom-indgange til Central Department Store, som åbnede nøjagtigt klokken 10. Man spillede Tchaikovskijs B-mold klaverkoncert, og nogle ekspeditricer stod opmarcheret ved indgange for at byde stormagasinets første kunder velkommen med et ’wai’. Det var mig. Jeg gik gennem afdelingerne i underetagen til indgangen ud til Soi Somkid, tog elevatoren op til ottende etage, hvor B.O.F. havde kontor, og gik i gang med oversættelsesarbejdet.
En dag havde vi på kontoret en meget særpræget kunde. Det var en mand fra Malaysia. Men hans påklædning var ganske usædvanlig og eventyragtig. Han var iført en stor kjortel i sort og grønt og ledte tanken hen på en adelsmand fra en Walt Disney film om Tornerose eller Askepot.
Ved læsning af artikler i Bangkok Post fandt jeg ud af, at den særprægede kunde var et medlem af den nydannede sekt Arkan i Malaysia. I sekten anså man forretningsmæssig succes og velstand som noget eftertragtelsesværdigt. Dens medlemmer iførte sig eksotiske gevandter. Men de muslimske religiøse autoriteter i Malaysia syntes slet ikke om sekten og havde indledt en meget beslutsom aktion mod den. Nogle af dens medlemmer var derfor flygtet til Thailand.
Når jeg skulle hjem efter dagens arbejde, var trafikken dengang for langsom til, at jeg havde lyst til at stå på en bus straks, så jeg brugte gerne nogle timer først på at spise aftensmad i Nana Hotels restaurant og kigge på go go damer på Nana Plaza.
Trafiksituationen i Bangkok bedredes meget omkring 1. september 1992, da en ny ekspresvej blev taget i brug. Faktisk blev ekspresvejen åbnet med magt efter en konflikt med det japanske entreprenørfirma Kumagai Gumi.
