Bruger
Antal indlæg: 898
Tilmeldt: 14.01.15
Status:
Offline
|
Thailandske Chadatip Chutrakul er kvinden bag nogle af verdens mest velbesøgte og nyskabende indkøbscentre, der har været med til at gøre Bangkok til et shoppingmekka. For nylig åbnede hun det store IconSiam i Bangkok, verdens fjerdestørste indkøbscenter.
Superkvinde. Detaildronning. Chadatip Chutrakul har mange tilnavne. »En menneskelig dynamo« er et andet. Den 57-årige thai synes optændt af en evig søgen efter at overgå sig selv.
Altså er det ikke nok at drive tre af Asiens største og mest moderne shoppingcentre, Siam Center, Siam Discovery og Siam Paragon, der hver især hævdes at have mellem 150.000 og 200.000 besøgende – om dagen.
Siam Paragon er endda blandt verdens mest instagrammede steder overhovedet og et yndet selfie-udflugtssted for både lokale og turister.
I november 2018 åbnede hun også første fase af IconSiam, der er verdens fjerdestørste shoppingcenter og bevidst tænkt som et globalt udstyrsstykke, der sætter Thailand og hovedstaden Bangkok endnu mere på verdenskortet som et shoppingmekka.
Med over en halv million kvadratmeter butiksarealer – plus boliger, museum, teater- og konferencefaciliteter samt egen marina og metrolinje – skal IconSiam levere endnu et bevis på, at mens butiksdøden hærger Vesten, kan Asien, og specielt Bangkok, noget særligt.
Det er Thailands dyreste privatfinansierede investeringsprojekt nogensinde med en pris på 1,7 milliarder dollar.
Hvis nogen kan bevise det, må det være Chadatip Chutrakul. Siden 2009 har hun ledet – og markant udbygget – selskabet Siam Piwat, der blev grundlagt af hendes far. Han stod bag Thailands første femstjernede hotel og landets første moderne shoppingcenter, Siam Center.
Hun har åbnet og løbende totalrenoveret store shoppingcentre på trods af økonomiske kriser, politisk uro, optøjer og flere kup i Thailand, hvis hovedstad alligevel er verdens pt. mest besøgte rejseby med over 20 millioner besøgende ifølge Mastercards Global Destination Index.
Det sker med konstant innovation og fokus på fremtidige detailtendenser som det bærende princip. »Vi er ikke kun shoppingcentre. Vi er en arena for nye idéer,« sagde Chadatip Chutrakul for et par år siden til avisen China Daily. Dermed er hun en af de førende fortalere for shopping som oplevelse.
Siam Paragon indeholder for eksempel også multiplex-biograf og et kæmpeakvarium, mens Siam Discovery beskrives som en hybrid mellem et shoppingcenter og et eksperimentarium. Siam Center kalder hun selv et »ideapolis«. Og IconSiam kaldes »fremtidens by«.
Da China Daily spurgte hende, om hun selv betragtede sig som en af Thailands mest succesrige kvinder, lød svaret kort og karakteristisk: »Nej, jeg arbejder bare hårdt.« Chadatip Chutrakul, der foretrækker blot at kalde sig Pam, er kendt som en arbejdsnarkoman, hvis hjerne aldrig står stille, og som selv ikke i weekenden kan dy sig for at aflægge besøg hos konkurrenterne.
Nogle ser dog med skepsis på det holdbare i mængden af mega-shoppingcentre i Bangkok, der ifølge Reuters har over 7,5 mio. m2 detailarealer og over en million flere planlagt – langt mere end i konkurrerende destinationer som Singapore, Kuala Lumpur og Jakarta.
Den skepsis deles ikke af Chadatip Chutrakul, der er selverklæret optimist. Det nyeste projekt, IconSiam, blev varslet blot tre uger efter et militærkup i 2014.
»Et shoppingcenter er et sted, der skal levere lykke til folk,« sagde hun samme år til den internationale brancheorganisation ICSC.
»Derfor må vi hele tiden være et skridt foran vores kunder, så vi kan give dem oplevelser over al forventning. Vi må aldrig holde op med at lære.«
Den thailandske shoppingdronning Chadatip Chutrakul taler her ved åbningen af sit seneste megacenter, IconSiam i Bangkok, 9. november 2018. "I morgen skal være bedre end i dag" og "Kan du ikke gøre det bedste, så gør intet" er typiske slagord fra thailænderen, der mener at konstant innovation er vejen frem for at lokke forbrugerne indenfor.
kilde https://www.berli...s-dronning
FAKTA
BLÅ BOG: CHADATIP CHUTRAKUL - Planen var at blive et halvt år i familiefirmaet
Chadatip Chutrakul er født i 1961 og opvokset i Bangkok, Thailand, som datter af general Chalermchai Charuvastra, der etablerede Thailands turistråd samt landets første luksushotel, Siam InterContinental (1965), og landets første shoppingcenter, Siam Center (1973).
Det var ikke fra begyndelsen givet, at hun skulle ind i familievirksomheden Siam Piwat. Hun er finansuddannet og arbejdede nogle år i forsikringssektoren i London og Bangkok.
Da hun i 1986 gik ind i Siam Piwat, havde hun kun regnet med at blive i et halvt år. Hun startede på bunden og sad i receptionen i Siam Center. Derefter rykkede hun til regnskabsafdelingen og kom senere til at lede alle salgs- og promotionaktiviteter. Da faderen døde i 2009, overtog hun ledelsen.
Siam Piwat omfatter shoppingcentrene Siam Center, Siam Discovery, Siam Paragon og IconSiam, foruden datterselskaber for detaildesign, facilitetsstyring, hotelforvaltning, restaurantdrift samt salg og marketing. Selskabet er privatejet.
Flere af centrene har vundet priser for design og innovation.
Chadatip Chutrakul er gift med Apichart Chutrakul, der er kendt for at udvikle luksusboligprojekter – efter fælles aftale dog aldrig sammen med hustruen. De har en voksen datter sammen.
Hendes to ældre brødre har også arbejdet i Siam Piwat, men begge har foretrukket at gøre karriere uden for.
Kilder: Siam Piwat, Forbes, Bloomberg, NHK, China Daily, ICSC, Reuters, Channel News Asia, Nikkei Asian Review, The Nation, Dagens Næringsliv. |