Antal indlæg: 3361 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Boganmeldelse: Globale sexarbejdere – de ved hvad de gør
Journalistik og litteratur om migration og prostitution er fyldt med sproglige klicheer om handlede kvinder, brutal tvang, menneskesmuglere, udvisninger og tilbagesendelser af prostituerede til deres oprindelige hjemlande. Men i ophobningen af stereotype beskrivelser af nedværdigende elendighed får man sjældent et indtryk af de mennesker, det handler om. Eller burde handle om.
Sine Plambech har som antropolog skrevet en fremragende bog, hvor kvinderne ikke blot får ansigter, men også bliver til rationelle, selvstændigt tænkende og planlæggende mennesker, der arbejder for at give deres børn og deres familier et bedre liv. Mennesker, der ofte ved, hvad de gør, og som ofte har familier, der er stolte af deres indsats og ikke mindst den indtægt, de sender hjem. Og nogle, der som Sommai i Thy, er stolte af sig selv. Hun forlod Thailand i 1990 og siger ”Jeg er stolt af mig selv, og det jeg har gjort. Fordi det ændrede mit liv. Og det ændrede mine børns liv. De har det godt nu i Danmark. Vi har det godt.”
Der er mange vigtige budskaber i Plambechs bog. Et af dem er, at kvinderne både i Thailand og i Benin City i Nigeria som oftest godt ved, hvad de gør.
De ved at de, hvis de når frem, skal leve af prostitution, og at de gældsætter sig, så de udover at sende penge hjem også skal kunne betale gæld tilbage. De skal arbejde hårdt og hele tiden med det eneste de har, deres krop.