Kan en øl koste 2.000 kr.? Ja, åbenbart, det er i hvert fald, hvad Carlsberg tager for deres Vintage 2, en fadlagret baltic stout – eller 2009 kr. for at være helt præcis.

Hvordan finder man på sådan et beløb ? Man kigger såmænd på vinens verden, hvor det langt fra usædvanligt, at en flaske kan koste 2.000 – bordeaux 1. cru koster faktisk mere end det dobbelte i en god årgang.

Hvis en flaske vin kan koste 2.000, så kan en øl også, lyder logikken fra Carlsbergs side. Det store bryggeri forsøger nemlig på at gå infight med vinen, der foreløbig ser ud til helt at have vundet kampen om det danske middagsbord – der sælges i dag ligeså meget vin som øl herhjemme, også set på volumen, og ølsalget er vel og mærke stadig faldende.     

I Carlsbergs markedsføringsafdeling mener man, at slaget skal slås på vinens højborge, som er byens Michelinbestjernede restauranter. Problemet for disse er, mener man i Carlsberg, at det er svær at tage den samme mark up på øl som det er for vin, og her mener man så at komme restauratørerne i møde med den kanondyre øl.

Med til at skabe den uhørt høje pris er, at man har ladet provokunstneren Marco Evaristti lave fire forskellige etiketter med lyserøde elefanter som motiv. Det er vel det niveau man kan forvente fra en mand, som er blevet kendt på at putte en guldfisk i en blender. ”By Appointment to the Court and people of the Pink State” står der på etiketten. Pink State er et af Evaristtis koncepter om en anderledes human stat.

Sammenhængen mellem Pink State og Carlsberg forekommer kommer noget søgt, ganske som prisen på Vintage 2. Man skal tænke på, at når adskillige vine koster 2.000 kr. og derover, så er det fordi, at markedet har skabt den pris over tiden på grund af høj efterspørgsel.

I Vintage 2’s tilfælde er der tale om en pris frit udtænkt af Carlsbergs marketingsafdeling med det formål at skabe et statement – prisen er med andre ord et postulat. Det er muligt, at det er god markedsføring, men god ølkultur er det ikke i mine øjne.

Og selve øllet: Hvordan smager så det? Godt, skal jeg hilse og sige, brygget som det er på blandt andet skotsk tørvemalt med en meget høj indbrygningsgrad, som en giver en meget tæt og sødmefuld øl, og derefter lagret i tre måneder på nye franske vinfade (barriques), hvilket bidrager yderligere til bryggets ristede aroma.

Både duft og smag og smag er næsten røget hen af spegepølse, på den gode måde. Men i dette tilfælde er det vel ikke smagen, det drejer sig om?

kilde..  http://www.fri.dk/node/42293