Ifølge BBC oplyser valgkomiteen, at omkring seks millioner stemmer blev påvirket af valgsteder, der måtte lukke på grund af demonstranter.
I ni sydlige provinser, hvor oppositionspartiet Demokraterne normalt står stærkt, var det slet ikke muligt at komme til at stemme. I den nordlige og nordøstlige del af landet var der ikke problemer med at stemme - i disse områder bor mange af premierminister Yingluck Shinawatras tilhængere.
Befolkning er delt
Kun ved 89 procent af landets 93.952 valgsteder blev valget gennemført succesfuldt, på trods af at 130.000 politibetjente var sendt på gaden, skriver AP.
Det betyder, at resultatet af valget har lange udsigter, da man vil tilbyde en ny mulighed for at stemme.
Årsagen til uroligheden skal findes i den tre måneder lange konflikt, der har plaget det asiatiske land. Thaierne er delt mellem tilhængerne af premierminister Yingluck Shinawatra og modstanderne, der mener, at regeringen er korrupt.
LÆS OGSÅDemonstranter forstyrrede anspændt thai-valg
Inden søndagens valg stod det allerede klart, at en endelig opgørelse ville blive svær at lave, idet personer, der havde ønsket at afgive deres stemme inden selve valgdagen, var blevet forhindret af demonstranter.
»Vi blokerer ikke valget. Vi udsætter det. Vi har stadig brug for et valg, men vi har først brug for reformer«, lød det fra Nipon Kaewsook, der er en af de regeringsfjendtlige aktivister.
Den første dato for et nyt valg bliver 23. februar, men det er endnu ikke afgjort, hvilke andre dage der vil blive åbnet valgsteder.