Elefanterne - elskede og arbejdsløse
Skrevet af Webmaster d. 20/03/2009 04:48:16

Det mest betydningsfulde dyr i både Thailand og Laos (og nabolandet Burma) er uden tvivl elefanten. Verdens største landpattedyr spiller en stor rolle både i mytologien og i samfundet, selv om elefantens rolle har ændret sig kolossalt.


Sagnet fortæller, at Buddhas mor, Dronning Maya, først kunne blive gravid, efter at hun havde drømt, at en hvid elefant var inde i hendes livmoder. Siden da er elefanten blevet brugt som symbol på næsten alle buddhistiske templer i Indien, Burma, Thailand og Laos.

Og i dag er hvide elefanter stadig hellige. Hvide elefanter er ikke rigtigt hvide - nærmest lysebrune og ofte med albinoøjne. I Thailand tilhører hvide elefanter - uanset om de lever vildt eller i fangenskab - automatisk kongen. Det antal, kongen ejer, er symbol på hans styrke, og den nuværende konge har tretten, det højeste antal nogen konge nogensinde har haft.

I Laos har man også flere hvide elefanter, en i en zoologisk have nord for Vientiane og en, der holdes gemt på et ukendt sted.

Det oprindelige navn for Laos var Lane Xang, der betyder "En million elefanter", og da Thailand hed "Siam", var landets flag en hvid elefant på en mørkerød baggrund.

Mange elefanter lever vildt, mens andre bliver fanget og opdrættet. I gamle dage blev de brugt som ridedyr af hæren, og indtil for nylig er de blevet brugt som arbejdsdyr, især i tømmerindustrien. Elefanterne blev trænet af hver dages "mahout" (elefanttræner og -passer) fra de var tre år til de blev 16. Så arbejdede de, frem til de blev 50-60 år, hvorefter de gik på pension.

Thailand har siden 1989 haft et totalt forbud mod at fælde træer, så mange elefanter er blevet arbejdsløse, og det er blevet dyrt for deres ejere at have dem - en elefant spiser op mod 125 kilo per dag. Det betyder, at nogle elefanter er sluppet ud i naturen igen, men de ved ikke, hvordan man klarer sig, og de går til eller bliver skudt, fordi de ødelægger afgrøder - der er ikke skov og natur nok til, at de kan overleve.

Andre elefanter bliver trænet og opdrættet på centre rundt om i landet. Her kan turister komme og se, hvordan elefanterne plejede at arbejde, de kan fodre dem og lære om elefanter - og de kan få en ridetur på en af dem. Den kendteste elefant i Thailand er Motala, der trådte på en mine i Burma i august 1999, og siden vandrede på tre ben op til elefanthospitalet i Lampang, syd for Chiang Mai. Her bor den stadig, og den har stadig ikke fået nogen protese.

Lige ved siden af, på Thai Elefant Conservation Centre, bor en over 80 år gammel hanelefant, der har arbejdet i mange år for det delvist danske selskab ØK.

Selv om thaierne er kendt for at elske deres elefanter, har der på det seneste været organisationer, der har opfordret turister til at boykotte landet, fordi elefant-kalvene bliver mishandlet.

I både Cambodia og Vietnam er elefanten truet og i fare for at uddø. Begge lande har kun nogle få spredte grupper af vilde elefanter tilbage, og de bliver jaget primært af krybskytter, men af og til også af bønder, der er utilfredse med elefanternes ødelæggelse r.

I Cambodia lever de største flokke af vilde elefanter i Kardemomme bjergene, mens de opdrættede elefanter er i Mondulkiri provinsen.

I Vietnam lever de vilde spredt rundt i meget små grupper, og nogle af dem uden hanner. De opdrættede lever primært på det centrale højland, i Dak Lak provinsen.

I Vietnam har man forsøgt at flytte nogle af elefanterne til nye områder, men eksperter mener, at de måske er helt uddøde om ti-tyve år.

Thailands elefanter

Thailands elefanter har tjent mennesket i krig og fred i århundreder.

I dag er der kun ca. 2500 tæmmede og ca. 2000 vilde elefanter tilbage, mod mindst 100.000 arbejdende elefanter i hæren og skovbruget omkring år 1900.

Og indtil 1917 var en hvid elefant det daværende kongerige Siams flagsymbol.

Hunelefanter (phlai) går drægtige i 22 måneder og en nyfødt unge vejer omkring 150 kg.

Trods sin størrelse og vægt på mellem tre og fem tons er elefanten et meget adræt dyr, der sætter sine fødder med et mindre tryk pr. kvadratcentimeter end en hjort.

Træningen af elefanter begynder, når de er tre år gamle, og det tager omkring fem år for en mahouth (et hinduistisk ord for elefantpasser, som bruges over hele Asien) at oplære en god arbejdselefant, der kan skubbe, slæbe og stable træstammer -og tålmodigt deltage i religiøse ritualer eller bære turister rundt på ryggen.

En elefant arbejder omkring 50 år, og skal efter thailandsk lov pensioneres og slippes fri i naturen, inden den er 61 år. Elefanter lever ofte, til de er 80 år eller mere.

Siden Thailand i 1990 indførte forbud mod skovningen af ædeltræer, er efterspørgslen af trænede arbejdselefanter faldet drastisk.

En del elefanter -og deres mahouts -finder stadig arbejde ved illegal træfældning i de udstrakte, skovklædte bjergområder hen over grænserne mellem Thailand, Burma og Laos. Men de fleste tamme elefanter lever i dag af at underholde turister.

Friends of The Asian Elefant skønner, at der hvert år bliver omkring 200 færre elefanter i Thailand, og at kun et fornuftigt samarbejde mellem turist- og fredningsmyndigheder og aktive dyre værnsgrupper vil kunne sikre en bæredygtig bestand af både vilde og tamme elefanter