Thailand har fået sin første kvindelige premierminister: Yingluck Shinawatra, lillesøster til den eksilerede tidligere premierminister Thaksin Shinawatra.
De kommende måneder vil vise, om hun er den ”klon” af sin bror, som han fra sit selvvalgte eksil kaldte hende under valgkampen, eller om hun har modet, heldet og viljen til at være sig selv. Valget er ikke hendes alene.
Bag det historiske valg, som alle håber vil bringe Thailand ud af den nationale konflikt og det kaos, som militærkuppet i 2006 og sidste års voldsomme demonstrationer skabte, ulmer uroen og problemerne stadig.
At Yingluck Shinawatra besejrede tidligere premierminister Abhisit Vewjjajiva, var ingen overraskelse. Thaksins tilhængere har stadig afgørende dominans i de folkerige, men fattige nord- og nordøstlige regioner, hvis marginaliserede eksistenser under Thaksin Shinawatra lærte, at de ved at stemme kan få indflydelse.
Thaksin Shinawatras populistiske fattigdomsprogrammer startede en politisk flodbølge, som ikke er til at standse. Nu ved de fattige, hvad de vil og kan i konfrontationen med storbyeliten, og de tøvede ikke ved stemmeurnerne.
De valgte den blanding af populistiske løfter og det nationale genforeningsprogram, som Thaksins lillesøster gik til valg på. Men de valgte først og fremmest navnet Thaksin, og de spinkle håb om, at det kan lykkes for hende at skabe ro i Thailand, støttes af de korridoraftaler mellem kongehuset, militæret og Thaksin Shinawatra, som formentlig betyder, at hun ikke vil blande sig i militærets anliggender og hverken søge politisk hævn eller retsforfølgelse af de militære topfolk, som stod bag 2006-kuppet og sidste års brutale nedkæmpelse af demonstrationer.
Om hun kan undgå en konfrontation med militæret, afhænger i høj grad af de ”rødskjorter,” som fortsat ønsker hævn for de 91 dødsfald under demonstrationerne, og som vil kæmpe for større civil kontrol over militæret. Men den fare, der står øverst på problemlisten, er fortsat hendes bror.
Hvis hun søger at presse et amnesti igennem, som med kongens underskrift kan åbne vejen for hans tilbagevenden til thailandsk politik, vil Thailand stå over for nye uroligheder.
Hendes bedste mulighed for at få succes er at lægge amnestiprogrammet nederst i skuffen, at overtale broderen til i hendes og hans egen interesse at holde sig væk og søge at finde det kompromis og det samarbejde med hans modstandere, som langt om længe vil kunne bringe ro til Thailand.
Nogen nem opgave bliver det ikke, og hendes koalitionsregering kan få en kort levetid, hvis ikke Thaksin Shinawatra ved at blive væk og ved at undlade at blande sig i hendes regeringsførelse giver hende mulighed for at skabe den gensidige forståelse med Thaksins fjender, som er en forudsætning for at nå målet: et forenet Thailand.
Derfor er kernen i problemet, om Yingluck Shinawatra kan træde ud af sin eksilerede broders lange skygge og føre sin egen politik. Kun da kan hun blive den brobygger, som et splittet Thailand har så hårdt brug for.
Det kan hun med kongehusets og militærets opbakning blive, hvis også oppositionen indser og erkender, at det nu er bydende nødvendigt for Thailands fremtid at komme hende i møde. Håbet er spinkelt. Men det budskab, som Yingluck Shinawatras store valgsejr sender, er, at befolkningen kræver ro. Og at den tror på, at hun kan klare opgaven.